Af Alice Bonde Nissen
Faglitteratur til læreren
ANMELDT AF EDEL IRENE NØRGAARD

Mundtlighed og lytning retter sig primært mod danskfaget på læreruddannelsen, hvorved de studerende kan tilegne sig en grundig og opdateret teoretisk og praktisk viden om mundtlighedsdidaktikken. Den henvender sig også til dansklærere i folkeskolen, som kunne ønske sig en evidensbaseret viden om den mundtlighed, der dagligt fylder klasselokalerne – muligvis uden den helt store didaktiske refleksion.

Der er skabt overskuelighed for læseren gennem bogens forord, der giver et godt overblik over bogens indhold, samt dens opbygning af skiftevis et kapitel med teoretisk gennemgang og et opfølgende praksiskapitel indeholdende konkrete ideer til afprøvning både på læreruddannelsen/studiet og i folkeskolen.
Efter et indledende teoretisk kapitel om mundtlighedsdidaktikken følger kapitel 2 med titlen »Oracy – broen til literacy«, som fyldestgørende baner vejen for kapitel 3, hvor teorien gøres til praktik. Bogens sidste to kapitler (8 og 9) har fokus på, hvordan de digitale læremidler positivt kan understøtte elevernes mundtlige udvikling – hvis disse skaber en pædagogisk merværdi.

I folkeskolens faghæfter nævnes de fire sproglige færdigheder – lytte, tale, læse og skrive. Der er formidlet megen viden om skriftsproget, men derimod meget lidt om mundtligheden og lyttekompetencen. Mundtlighed og lytning er et solidt bud på at gøre undervisere årvågne, i forhold til hvilke udviklingsmuligheder disse områder rummer. Et utal af begreber forklares – her nævnes i flæng: lytteforståelse, lyttemodus, lyttedidaktik, empatisk lytning, procesorienteret mundtlighed, bistadeog netværksdynamik.

Jeg vil varmt anbefale bogen, der på fornemmeste vis retter projektøren mod et underbelyst område, hvor der virkelig er udviklingspotentiale. Umiddelbart tænker vi, at alle elever kan tale og udtrykke sig, når de starter i skolen, men vi er forpligtede til at rette vores fokus på området og dermed udvikle de sproglige kompetencer, hvis elever set med sociolingvistikkens øjne muligvis kun har kendskab til den primære diskurs, som betegner den sprogbrug, de har udviklet i privatsfæren, og dermed er udfordret på skolens sekundære diskurs, som kendetegnes af en mere offentlig, eksplicit sprogbrug.

ANMELDT AF EDEL IRENE NØRGAARD

Alice Bonde Nissen: Mundtlighed og lytning
Elevbog/Web, 200 sider, kr. 233,- ekskl. moms
Arbejdshæfte/Web, 56 sider, kr. 59,- ekskl. moms
Lærervejledning/ Web, 125 sider, kr. 1.082,- ekskl. moms
Samfundslitteratur, 2023.