Vedtægter for Landsforeningen af Læsepædagoger 2024
1. Navn og hjemsted
Stk. 1. Foreningens navn er Landsforeningen af Læsepædagoger, og foreningen er hjemmehørende i den til enhver tid siddende formands bopæl.
2. Formål
Stk. 1. Foreningens formål er at
– understøtte udviklingen af skriftsproglige kompetencer hos børn, unge og voksne
– formidle viden om skriftsproglige vanskeligheder, herunder dysleksi
– fremme forståelsen for den sproglige og begrebsmæssige udviklings betydning for børn, unge og voksne.
Stk. 2. Formålet søges opnået ved bl.a. at
– udgive et fagligt tidsskrift med titlen Læsepædagogen målrettet foreningens medlemmer
– afholde kurser og konferencer med emner inden for foreningens formål
– samarbejde både i Danmark og i udlandet med institutioner og foreninger med lignende formål
– rette henvendelse til og samarbejde med myndigheder, institutioner og andre, der beskæftiger sig med emner, der berører foreningens formål.
3. Medlemskreds
Stk. 1. Indmeldelse sker på foreningens hjemmeside. Medlemskabet er personligt og er først gyldigt, hvis medlemmet har betalt kontingent.
Stk. 2. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent, der dækker et års medlemskab gældende fra indbetalingsdatoen.
Stk. 3. Kontingentet omfatter, foruden medlemskab af foreningen, abonnement på tidsskriftet Læsepædagogen.
Stk. 4. Opkrævning af kontingent og abonnement fremsendes 2 måneder før udløb. Opkrævningen kan gentages to gange.
Stk. 5. Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen. Medlemskabet ophører, når det forudbetalte abonnement udløber.
Stk. 6. Medlemmer, der efter to påmindelser stadig ikke har betalt kontingent, slettes som medlem.
4. Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts eller april måned og indkaldes med mindst en måneds varsel i Læsepædagogen og på foreningens hjemmeside.
Stk. 3. Alle medlemmer, der senest en måned før generalforsamlingen har betalt kontingent, er møde- og stemmeberettigede. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling er:
- Valg af dirigent.
- Konstatering af generalforsamlingens lovlighed.
- Bestyrelsens årsberetning til godkendelse.
- Forelæggelse af det reviderede regnskab for seneste regnskabsår (kalenderår) til godkendelse.
- Forslag
- Forelæggelse af budget og fastlæggelse af medlemskontingent.
- Valg af medlemmer til bestyrelsen: Lige årstal: 3 bestyrelsesmedlemmer, ulige årstal: 4 bestyrelsesmedlemmer.
- Valg af to suppleanter til bestyrelsen (lige årstal).
- Valg af to revisorer (lige årstal).
- Valg af én revisorsuppleant (lige årstal).
- Eventuelt.
Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest en måned før generalforsamlingen.
Stk. 6. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke er medlem af bestyrelsen.
Stk. 7. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (en over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot en mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Hvert medlem kan maksimalt afgive et antal stemmer svarende til det antal personer, der skal vælges.
Stk. 8. I tilfælde af at generalforsamlingen kan tilgås online, ophæves kravet om skriftlige afstemninger anført i stk.7.
Stk. 9. Forhandlinger og afstemninger på generalforsamlingen refereres i kort form og underskrives af dirigenten.
5. Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, hvis bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, hvis mindst 10 medlemmer fremsætter skriftligt begrundet anmodning om det over for formanden.
Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er to uger. Indkaldelsen sker på foreningens hjemmeside og på foreningens Facebookside.
Stk. 3. Indkaldelsen skal indeholde en angivelse af sted og tid samt dagsorden og emnet for denne ekstraordinære generalforsamling.
Stk. 4. Såfremt et medlem af bestyrelsen optræder groft uacceptabelt, kan bestyrelsen indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor bestyrelsen kan stille et mistillidsvotum til bestyrelsesmedlemmet. Generalforsamlingen skal derefter stemme, om der fortsat er tillid til bestyrelsesmedlemmet. Hvis ikke, skal der stemmes om et nyt medlem til posten.
6. Foreningens daglige ledelse
Stk. 1. Foreningens ledelse udgøres af bestyrelsen, der består af syv medlemmer og to suppleanter. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for to år.
Stk. 2. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 3. Bestyrelsen kan organisere sig med et lønnet sekretariat bestående af foreningens formand og næstformand, hvis opgave er at varetage den daglige drift samt aflaste bestyrelsen i forhold til praktiske opgaver. Organiseringen med et lønnet sekretariat besluttes i forbindelse med konstitueringen ved første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.
Stk. 4. Bestyrelsesmedlemmerne vælges med tre medlemmer i lige årstal og fire medlemmer i ulige årstal. Valgperioden følger generalforsamlingsdatoen.
Stk. 5. Valgperioden er for suppleanter to år, og valget foregår ligeledes hvert andet år og i lige årstal. Valgperioden følger generalforsamlingsdatoen.
Stk. 6. Er der flere kandidater end ledige pladser, sker afstemningen frit mellem kandidaterne, og de, der har opnået flest stemmer, er valgt.
Stk. 7. I tilfælde af stemmelighed mellem to eller flere kandidater foretages en ny afstemning. Viser afstemningen igen stemmelighed, foretages lodtrækning.
Stk. 8. Bestyrelsen konstituerer sig på det førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen, dog senest 2 måneder efter. Alle tillidsposter gælder frem til næste generalforsamling.
7. Foreningens konstitution
Stk. 1. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer, ansvarshavende redaktør af foreningens hjemmeside og ansvarshavende redaktør for Læsepædagogen samt beslutter, hvem der er henholdsvis 1. og 2. suppleant.
Stk. 2. Suppleanterne deltager i bestyrelsens møder og virksomhed og er stemmeberettigede.
Stk. 3. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til varetagelse af særlige opgaver.
Stk. 4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst fem stemmeberettigede er til stede.
Stk. 5. Forslag til bestyrelsen vedtages med absolut flertal.
Stk. 6. Bestyrelsen kan antage lønnet medhjælp.
Stk. 7. Bestyrelsen kan nedsætte et lønnet sekretariat bestående af foreningens formand og næstformand.
Stk. 8. Foreningen tegnes af formanden, eller ved dennes forfald ved næstformanden i forening med et bestyrelsesmedlem.
Stk. 9. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
8. Økonomi, regnskab og revision
Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2. Bestyrelsen er over for generalforsamlingen ansvarlig for budget samt regnskab.
Stk. 3. Bestyrelsen skal årligt udarbejde forslag til budget, herunder forslag til kontingent for det kommende år.
Stk. 4. Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister.
Stk. 5. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.
Stk. 6. Foreningens opsparing må placeres i værdipapirer som f.eks. obligationer og aktier.
9. Tegningsregler og hæftelse
Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden, eller næstformanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i forening. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
Stk. 2. Kassereren og formanden står for varetagelse af foreningens formue. Kassereren og formanden kan råde over foreningens konti og betalingskort samt indgå aftale herom. Kassereren har adgang til foreningens bankkonto.
Stk. 3. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
10. Vedtægtsændringer
Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.
Stk. 2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.
11. Opløsning
Stk. 1. Opløsning af foreningen kan, efter et fremsat forslag herom på en generalforsamling, kun ske, såfremt 2/3 af alle de i denne forbindelse stemmeberettigede medlemmer efterfølgende stemmer for.
Stk. 2. Stemmeberettigede ved et forslag om foreningens opløsning er kun de personer, der har indbetalt kontingent senest en måned før generalforsamlingen.
Stk. 3. Et forslag om opløsning af foreningen skal udsendes til orientering for alle foreningens medlemmer.
Stk. 4. Forslag om opløsning af foreningen skal indeholde en begrundelse og et forslag til anvendelse af foreningens eventuelle formue.
Stk. 5. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i § 2 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål. Beslutning om den konkrete anvendelse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling.
Stk. 6. Foreningens eventuelle formue kan ikke anvendes til personlig fordel for nogen.
12. Datering
Således vedtaget på foreningens generalforsamling den 13. april 2024.
Vedtægterne erstatter vedtægter for Landsforeningen af Læsepædagoger godkendt af generalforsamlingen den 3. april 2022.